Mangt og meget bliver skrevet om Arsenal i medierne i øjeblikket - og med rette. Vi er med vores egen årelange stabilitet blevet en selvparodi, der både giver joke-ammunition til rivaliserende fans, men endnu vigtigere kritisk reflektion af journalister, nogle dygtigere end andre. Måske er det ens egen ømhed som fan, der får mig til at synes det, men min opfattelse har altid været, at Arsenal har været en af de klubber, som de skriftlige medier går lidt hårdere til end andre i al almindelighed. Kritikken har dog i den grad taget til over denne sæson, men indholdet er identisk i sådan en grad, at flere pundits efterhånden selv nævner, at de synger den samme gamle sang. Det kunne dog klæde de skriftlige publikationer at gå lidt hårdere til spillere og stab, når man får muligheden på pressekonference, men selvfølgelig skal det også respekteres, at de er mennesker i sidste ende. På mange måder er medier som talerør dog blevet en forlængelse af fans' holdninger, omend det selvfølgelig bliver poleret en smule for at tilgodese de nærtagende seere, og jeg finder det derfor interessant, at der efterhånden kun findes de allermest trofaste tidligere Arsenal-spillere, der holder på, at en organisationsmæssig status quo kan bære frugt. Keown er den eneste, jeg kan komme i tanker om, og Henry var det til dels indtil for ganske nyligt, omend sidstnævnte er noget af en vendekåbe for at crowdplease den generelle konsensus i øvrige medier. Mediemæssigt er det også interessant, at de traditionelle TV-stationer omsider er begyndt at inddrive fan-drevne sociale medier såsom ArsenalFanTV i deres indslag, hvilket generelt nok betyder en ny vinkel på fodbolddækning for fremtiden, men i denne nutidige kontekst betyder, at udvalgte fans (heldigvis) får muligheden for at påvirke vores situation en smule, når holdningerne er forenelige og med tilpas volume.
Fans i sig selv fortjener derfor også at blive nævnt. Man behøver ikke kigge længere end dette domæne for at læse sig frem til, at tidligere polariserende holdninger omkring vores manager og præstationer er tæt på at være enstemmigt negative. Det i sig selv er jo sørgeligt og velsagtens den primære årsag til, at der bl.a. herinde, hvilket er et sted, jeg ellers betragter som fuld af interessante og velargumenterede debatter, ikke er lige så aktivt på nuværende tidspunkt som tidligere; der er simpelthen ikke rigtig så meget at diskutere. Stemningen minder mere om en gravølsforsamling end et sted, hvor passionerede fans kan ytre deres holdninger og foreslå forbedringer etc. For at gøre ondt værre var de to modstridende fly i weekendens kamp imod West Bromwich prikken over i'et på et i forvejen kaotisk fanbillede. Måske var jeg naiv, da jeg så en ære i ikke at synke lige så lavt som Liverpool og (især) United gjorde med hhv. Rodgers og Moyes for nogle år siden i sammenlignelige situationer, men heller ikke dét kan vi sige os fri fra længere. Jeg har tidligere måtte krumme tæer over visse gæster på ArsenalFanTV og deres skænderier, men de to fly var alligevel den sidste streg under, at vores fanbase efterhånden er en kløft, det er så svært at kravle ud af uden, at der sker et eller andet, man igen kan bakke ubetinget op omkring. Man kan diskutere, om vi som fans af en storklub er ”forkælede” og overhovedet er berettigede til at spytte den enorme mængde galde ud, der nu er billedet, men med klubbens høje omsætning og ditto billetpriser, så synes jeg, at kritikken - med de rette midler og uden ophidsede personangreb over grænsen – er retfærdiggjort.
Hele sæsonen, men især de seneste ugers præstationer, har hverken kastet de resultater eller det spil, vi forventer af spillertruppen af sig. CL-kvalifikation er med årene blevet mere en selvfølge end en reel præstation, og udover 2012-13-sæsonen kan jeg ikke huske, hvornår vi sidst har været i fare for ikke at kvalificere os. Uanfægtet af sportslige bedrifter har fællesnævneren for de sidste 20 år med Arsenal – og samtidig vores image som klub – at vi spiller offensiv og sprudlende med fodbold, men det kan der efterhånden også sættes alvorlige spørgsmålstegn ved. Disharmonien er så tyk, at den nærmest er til at skære igennem, og hvor jeg ligesom de fleste begræd salget af store profiler på bekostning af personlige sportslige ambitioner, så var det da i det mindste et signal om, at ingen spillere var større end klubben. Her springer både Alexis og Özil selvfølgelig op som et naturligt omtalepunkt, og jeg kan ikke lade være med at nævne, hvordan jeg synes, at vores (læs: deres) samspil efterhånden minder om skolegårdsfodbold, hvor de bedste på banen helt klart har en favorit at spille, som også er individuelt dygtig. Det er det værste eksempel på at prioritere sig selv over klubben, og selvom han har haft en personlig fantom-sæson, så er min sandsynligvis upopulære holdning, at Alexis har været en af vores dårligste spillere i 2016-17-sæsonen. Hans end-product kan der ikke sættes spørgsmålstegn ved, men alt for ofte fæster han lid til egne eller Özils evner, hvis han er på banen, hvilket som konsekvens ender med at være en hæmsko for fluiditeten i resten af holdets spil. Forstå mig ret, der er brug for typer med Alexis' kvaliteter på ethvert moderne tophold, men hvis det nærmere bliver en nødvendighed end en mulighed, at spillet skal gå igennem en bestemt spiller, så bliver vi både forudsigelige, og de øvrige spillere mister troen på sig selv, ligesom Alexis (og til dels Özil) allerede synes at have mistet troen til dem.
På sin vis forstår jeg dem, da der bør lyde en kollektiv klagesang over de fleste spillere, der virkelig bør begynde at kigge så langt indad, at de snarest muligt lokaliserer den rygrad, der i en årrække har været krum, men nu synes helt at være forsvundet. På papiret har vi i mine øjne en af de bedste trupper siden vores sidste ligatitel, men hvad nytter det at have et godt hold på papiret, hvis papiret er småt brændbart? Selvom flere af vores spillere har (haft) lederkvaliteter i andre klubber/landshold, så er der ingen, der går forrest, når det virkelig brænder på. Der er det nemmere at gemme sig bag de andre og give en reaktiv, hul undskyldning i stedet for at gribe taktstokken og være proaktiv. Senest blev det illustreret med de indkasserede mål imod West Bromwich, hvor især det tredje var så hjerteløs koordinering, at det af Henry og Redknapp efterfølgende er blevet kaldt muligvis det dårligst forsvarede hjørnespark i fodboldhistorien. Det er blot ét eksempel af mange på ringe holdmoral, hvor flere af spillerne syntes rådvilde. Det hjælper selvfølgelig heller ikke, at en del spillere til stadighed ikke har klarhed omkring deres optimale placering på banen, selvom vi har historie for at give spillere lang snor, hvilket i sig selv er imponerende. For noget tid siden studsede jeg over, at Wenger har udtalt, at Xhaka ikke kan finde ud af at tackle og oven i købet bliver opfordret til ikke at lave glidende tacklinger, hvilket ellers er en af hans naturlige egenskaber. Uden en midtbane, der tør bide igen, så er det intet under, at vi er lette at rulle henover, og jeg er sikker på, der er flere eksempler på spillere, der enten ikke evner sin tiltænkte rolle eller sågar har legitime ansvarsforflygtigelser på den måde, at fælles ansvar er ingens ansvar, hvor zone-forsvar på dødbolde nok er et punkt, der vækker gru hos de fleste fans.
Før glædede man sig til kamp for at se fodbold, som det sjældent ses. Nu er det lidt ligesom et trafikuheld; man har lyst til at ignorere det, men man kan ikke lade være med lige at kigge.
Spillestil og taktik kan dog ikke diskuteres uden også at komme ind på manden ved roret bag vores synkende skude, Arsene Wenger. På et helt personligt plan, så forstår jeg til dels godt, at han gerne vil forlænge, da han har en selvudnævnt længerevarende plan, som han selvfølgelig gerne vil gennemføre. Når det så er sagt, så har han desværre ved flere lejligheder bevist både på og uden for banen, at hans stædighed – eller ubetingede tro på egen filosofi om man vil – er gået fra at være medvirkende faktor til tidligere succes til nu at blive hans eget endeligt, der vil komme til at tilsmudse et eftermæle, der fortjener bedre. Den hårfine balance imellem selvtillid og arrogance er desværre tippet til den uheldige side, og hans seneste interview er det bedste eksempel på, hvordan hans ignorance er blevet et paradoks imod egne udtalelser. Her overfortolker han bl.a. hans egen indflydelse på klubben efter hans ankomst ved at få det til at lyde som om, han er en frelser, understreger vigtigheden i at gøre 100 % af alle fans tilfredse (se ovenstående sektion) og bruger Liverpools manglende PL-succes som legitimation af egne manglende præstationer. Uheldige træk.
Manglende rotation af spillere vil jeg også nævne som et gennemgående dårligt træk, der til dels er skyld i underpræsteringen af visse spillere, der konstant skal kæmpe sig tilbage fra skader. Wilshere i Bournemouth er et senere eksempel på, at træningsregimet i Arsenal umuligt kan være optimeret. På samme måde er denne manglende rotation også medvirkende faktor til, at åbenlyse favoritter får (for) lang snor, imens andre på forunderlig vis ikke bliver givet den chance, de som udefrakommende synes at fortjene. Dette taler på samme måde imod, at han skulle få det bedste ud af sine trupper, som han også giver udtryk for i samme interview.
Der er ingen tvivl om, at Wenger elsker klubben, men kærlighed kan gøre blind, og det virker til, at Wengers stolthed har overhalet hans egne evner, hvor hans overprivilegering tillader ham at dvæle i historien i stedet for at adressere nutiden. Hans selvskabte floskel om, at vi skal vurdere ham i maj, vil for alvor blive sat på en prøve i denne sæson, men det ville nu klæde ham at anerkende, at man bør vurderes kontinuerligt.
Hvis Wenger har ubetinget kærlighed til Arsenal, så er bestyrelsens kærlighed til Wenger nærmest det eneste, der kan overgå dette. Naturligvis samler kransekagefiguren de værste krummer op, når først det begynder at smuldre, men passiviteten, bestyrelsen udviser, er imponerende. På et forretningsmæssigt plan kan jeg udmærket forstå, at økonomiske interessenter er tilfredse med stagnation, så længe Arsenal genererer penge. Derimod virker det tilsvarende paradoksalt, at forhenværende udtalelser om ambitionsniveau post-Emirates bliver ignoreret i kølvandet på vores seneste CL-exit, når selv samme stadion er hele argumentet for mange af Wengers hule undskyldninger, han kan gemme sig bag, når det står skidt til. Det er ingen hemmelighed, at vores bestyrelse har mindre at skulle have sagt ift. konkurrenternes, og det virker nogle gange som om, at vores managers retorik har forplantet sig i bestyrelsen i stedet for, at sportslige ambitioner har gjort det omvendte.
Seneste skud på stammen i ikke-udtalelser er en direkte hån imod de fans, der er hele fundamentet for de vilkår, de accepterer, og det gør det virkelig svært at tro på, at udvendige faktorer overhovedet har nogen særlig betydning for de sportslige ambitioner, jeg personligt ikke længere tør tro på, hvad er.
Generelt virker der til at være en ildevarslende dissonans imellem udtalelser og ageren, der tydeligt signalerer, at det er vigtigere at slukke brande end det er reelt at bevæge sig fremad, da man nok inderst inde er tilfredse med status quo. Denne stiltiende accept er dog den mest larmende negligering i hele denne misære.
I Chip-Keswicks udtalelse nævner han, at bestyrelsen gør, hvad der er bedst for Arsenals fremtid, men også her står jeg tilbage med stor forundring. Vores image som storklub og dertilhørende tiltrækningskraft er i den største limbo, jeg i mine år har oplevet. Både spillere og manager formår figurativt at tage klubben til gidsel, fordi individuelle karakterer både sportsligt og mediemæssigt pludselig er blevet større end holismen imellem dem. Det er skræmmende at overvære, og man frygter, om interesserne iblandt involverede parter bliver prioriteret ordentligt.
For nogle uger siden så jeg et post-match interview (jeg kan ikke huske hvilken kamp på stående fod), hvor der kom en ret interessant vinkel på vores klub, jeg ikke selv havde skænket en tænke førhen. Her blev der stillet spørgsmålstegn ved vores storklubsstatus i fremtiden, hvis vi lod den nuværende model fortsætte med argumentation i, at nutidens børn og unge primært fokuserer på aktuelle præstationer – særligt i en alder af sociale medier, der gør alt mere tilgængeligt – hvilket ikke tegner et billede af det Arsenal, man ellers kender. Derfor er det meget sandsynligt, at næste generationer af fodboldfans helliger sig mere til fx Chelsea, Manchester City og sågar Tottenham, hvis man tillader at fortsætte med den nuværende model. Det er en skræmmende tankegang, men jeg kan sagtens se logikken i det, og det vil gøre bestyrelsens ageren til det ultimative selvmål – ikke at handle er nemlig også at handle.
Vi har i en længere årrække, Wenger inklusive, brystet os af, at vi er storebror til Tottenham, men i år kan der umuligt være tvivl om, at de efterhånden har overhalet os sportsligt indenom, selv hvis vi imod al forventning skulle ende over dem i ligaen, hertil er vores spil på banen simpelthen for ringe til sammenligning. På det økonomiske plan vil vi selvfølgelig stadigvæk være storebrødre i en årrække endnu, men selv i søskendeforhold kan en lillebror i visse tilfælde være mere moden, hvilket i værste fald kan vise sig at være at være udslagsgivende for vores langsigtede status som storklub, hvis ikke vi hurtigst muligt forsøger at komme vores akutte problemer til livs, der nu stikker dybe rødder i både den interne ageren samt den udefrakommende mediedækning.
Arsenal er i øjeblikket blevet til en gordisk knude, og i sagnet hedder det sig, at Alexander den Store ender med at løse den ved at hugge den over med sit sværd. Lad os håbe, at Arsène den Ydmyge tager den hårde beslutning om at hugge sit bånd til klubben over, så alle involverede parter kan se fremad i stedet for at se tilbage på en efterhånden fjern og sløret historie.
Jeg beklager, at jeg måtte lave en ny tråd til denne galde, der er tættere på et blogindlæg end så meget andet, men blev simpelthen nødt til at sætte ord på flere punkter end udvalgte tråde dækker over. Der er i øvrigt ikke læst grundig korrektur, men det er forhåbentlig til at forstå, og tak, hvis du holdt ud at læse hele vejen igennem - det var dejligt at få luft
.
